Milan kan straffes igen for overtrædelser af Financial Fair Play
Foto: Getty Images
Europa League

Milan kan straffes igen for overtrædelser af Financial Fair Play

Økonomien er endnu ikke kommet helt på ret køl igen i AC Milan, og det kan nu koste for dem igen.

AC Milan har i de seneste år haft svært ved at få økonomien til at se sund ud, og det ser nu ud til, at de bliver straffet for det. 

Det europæiske fodboldforbund UEFA har på deres officielle hjemmeside slået fast, at det handler om, at Milan ikke har kunne få regnskabet til at gå i nul over den seneste treårige periode, og derfor har de brudt reglerne for Financial Fair Play.

Nu venter der en sag i UEFAs finansielle kontrolenhed CFCB, hvor man vil komme nærmere på, hvad straffen skal være. Tilbage i december fik Milano-klubben 90 millioner kroner i bøde for det, og man har fået indtil 2021 til at sørge for at få styr på økonomien, hvis ikke man vil blive ramt af en karantæne fra de europæiske turneringer.

Milan selv har ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA udtalt, at afgørelsen fra UEFA var forventet, men de understreger også, at de seneste regnskaber er lavet under den tidligere ejer. 

De nye ejere fra den amerikanske hedgefond Elliott Management har desuden påpeget, at de er opsatte på at få styr på de økonomiske dele af klubben.

I denne sæson har Milan klaret sig fint i Serie A, og i øjeblikket ligger de til, at de kommer med i Champions League i næste sæson. I denne sæson var de med i Europa League, men der røg de ud allerede i gruppespillet.