Video : Tipsbladet
Europa League

Milan-træner: Ingen er glade lige nu

Marco Giampaolo er kommet under pres fra start hos AC Milan og anerkender, at der mangler positivitet i den milanesiske lejr for tiden.

Der er som sædvanligt sket en del på fodboldfronten i Milano hen over sommeren, men hvor stemningen er god i Inter under den nye træner Antonio Conte står det modsat til hos bysbørnene AC Milan.

Her er den nye træner Marco Giampaolo kommet skidt fra start med fire kampe, seks point og kun to scorede mål. Og det på trods af, at storklubben allerede har mødt to ud af de tre nedrykkere, samt Udinese, der var tæt på at rykke ned i den forgangne sæson.

- Jeg er klar over, at der er ting, vi skal forbedre. Vi er ikke glade lige nu, ingen er. Vi arbejder på at blive stærkere og mere overbevisende. Jeg er bevidst med holdets problemer, vi arbejder på at finde løsninger, siger Marco Giampaolo ifølge football-italia.net.

Senest tabte AC Milan 0-2 i Derby della Madonnina-derbyet mod Inter.

- Vi er skuffede efter derbyet. Det er vores pligt at starte på ny og at fikse tingene. Det er det allervigtigste. Holdet arbejder godt og har sat skuffelsen til side, siger Giampaolo.

AC Milan sluttede sidste sæson under Gennaro Gattuso på en femteplads. De spiller dog ikke med i Europa League, da de er blevet udelukkede for brud på Financial Fair Play-regler.