Video : Tipsbladet
Europa League

Solskjær afslører: Jeg har sms'et med Ståle

Manchester United og FC København spillede sig torsdag begge videre til 1/8-finalerne i Europa League, og Ole Gunnar Solskjær afslører nu, at han inden torsdagens kampe sms'ede med FC København-cheftræner Ståle Solbakken.

Ole Gunnar Solskjær havde en god aften, da Manchester United torsdag bankede Club Brugge med hele 5-0 i Europa League. 

Fredag trækkes der lod til 1/8-finalerne i turneringen, og her kan den engelske storklub blandt andet møde Ståle Solbakkens FC København-mandskab, som torsdag sendte Celtic ud. I et interview med norske VG blev Manchester United-bossen spurgt, om han håber på en norsk duel i næste runde.

- Jeg sms'ede med Ståle inden kampen. Jeg ønskede ham held og lykke. Han mente, at vi havde en nemmere vej til næste runde end dem. Jeg er meget glad på hans vegne, lød det fra Solskjær.

Ståle Solbakken var glad for Solskjærs hilsen.

- Pludselig fik jeg en sms, og kort efter talte vi telefon. Han havde fødselsdag i går, og jeg havde fødselsdag i dag, så vi jokede lidt frem og tilbage. Sådan som det skal være. Han ønskede os held og lykke, og jeg skrev, at de havde større chancer for at gå videre.

Vil gerne undgå United
For 14 år siden lykkedes det Ståle Solbakkens FC København-mandskab at besejre Manchester United og Ole Gunnar Solskjær i Champions league. Solbakken håber dog på at undgå det engelske storhold i næste runde.

- Jeg vil gerne trække et hold, vi kan slå. Og jeg foretrækker at spille på hjemmebane i den første kamp. Vi er svære at slå på hjemmebane, lyder det fra Solbakken. 

Forventer at se statue af sig selv
Den norske journalist spurgte herefter FC København-cheftræneren, om han er interesseret i at møde Wolverhampton, som Solbakken trænede fra sommeren 2012 indtil januar 2013, hvor han blev fyret.

- De er også gode, lød det fra Solbakken, der, med et glimt i øjet, slog fast, at han forventer at se en statue af sig selv uden for Wolverhamptons stadion, hvis FC København trækker den engelske klub.