Video : Tipsbladet
Generelle

Ajax-træner om 20-årig: Bliver snart verdens bedste på sin position

Ajax-cheftræner Erik ten Hag følger med i alle sine tidligere spilleres udvikling, og hollænderen har været meget dybt imponeret af Matthijs de Ligts første tid i Juventus.

Ajax solgte i sommer klubbens daværende anfører, Matthijs de Ligt, til Juventus, men hollændernes cheftræner følger stadig stortalentet tæt.

Og Erik ten Hag er ikke i tvivl om, at den unge Juventus-stjerne nok skal blive verdens bedste forsvarsspiller en dag.

Følger med i udviklingen
Matthijs de Ligt fik i starten af sæsonen en del hug i den italienske presse, men Erik ten Hag har været meget imponeret af sin tidligere spiller.

- Jeg prøver altid at følge med i Matthijs' udvikling, ligesom jeg gør med andre spillere, jeg har trænet. Jeg er stolt over at se, hvad han har vist i sine første måneder i Juventus, og jeg er overbevist om, at han vil fortsætte med at vokse. Jeg ved ikke, om De Ligt i øjeblikket leverer 60, 70 eller 80 procent af sit maksimale potentiale, men vi taler om en af de bedste forsvarsspillere i Europa. Jeg har ingen tvivl om, at han snart vil blive den bedste i verden på sin position, lyder det ifølge Tuttosport fra Erik ten Hag.

Har ikke meget tilovers for kritik
Ten Hag har ikke meget tilovers for kritikken af Matthijs de Ligt.

- Han spiller allerede på et højt niveau, og det er hans første oplevelse i udlandet. Han er 20 år, hvilket er meget ungt.