Video : Tipsbladet
Generelle

Arsenal-legende om Henry: Han virkede håbløs i begyndelsen

Den tidligere Arsenal-profil Ray Parlour var ikke overbevist om Thierry Henrys evner, da franskmanden i 1999 kom til London-klubben.

Arsenal-legenden Ray Parlour husker nu tilbage på Thierry Henrys første tid i London-klubben, hvor franskmanden ikke ligefrem fik en flyvende start.

Henry anses i dag for at være den måske bedste spiller nogensinde i Premier League. Men ifølge Parlour fremstod angriberen altså alt andet end giftig efter skiftet fra Juventus i sommeren 1999.

- Henry var utrolig. Men da han først kom hertil, virkede det ikke til, at han kunne ramme en ladeport. Efter syv kampe havde han stadig ikke scoret. Vi tænkte, at vi ikke kunne vinde ligaen med Thierry, lyder det ifølge Sky Sports fra Parlour.

Kort efter kom Henry dog i gang, og franskmanden nåede op på 26 kasser i sin første sæson i Arsenal. I alt nåede Henry op på 228 kasser for London-klubben.

Foretrækker Bergkamp
Og selvom Henry altså udviklede sig til en klinisk angriber, så mener Ray Parlour, at holdkammeraten Dennis Bergkamp var en anelse bedre end Henry.

- Jeg er nødt til at vælge Dennis, selvom den er tæt. Han ændrede også de engelske spilleres attitude. Hans træningsmetoder og hans professionalisme var helt i top. Han plejede at blive efter træning for at træne alene. Han var en meget speciel spiller. Lidt ligesom Cantona.