Video : Tipsbladet
Generelle

Assistkonge på vej til Anfield: Liverpool vil handle til januar

Liverpool fører Premier League suverænt, men Jürgen Klopp ønsker alligevel at hente Ryan Fraser til januar.

Tingene kører meget godt for Liverpool i denne sæson, hvor Jürgen Klopps tropper har vundet 11 ud af 12 kampe i ligaen. 

Alligevel forlyder det nu, at vicemestrene planlægger at forstærke truppen til sommer.

Nærmer sig kontraktudløb
Merseyside-klubben har således angiveligt et godt øje til Bournemouth-profilen Ryan Fraser, som man vil forsøge at hente til januar. Det skriver talkSPORT.

Den 25-årige kantspiller lavede syv mål og 14 assists i Premier League sidste sæson, men har i denne sæson kun ramt netmaskerne en enkelt gang. 

Alligevel kan den skotske landsholdsspiller altså snart være på vej til Anfield. 

- Som jeg forstår det, så er Jürgen Klopp ved at forberede et overraskende køb af Bournemouths Ryan Fraser. Han har kontraktudløb til sommer, og det betyder mere eller mindre, at Bournemouth er nødt til at sælge ham til januar, lyder det fra talkSPORT-reporteren Alex Crook.

Fraser er ifølge Crook en glimrende breddespiller.

- Han vil være et glimrende køb for Liverpool. Han kommer ikke til at starte foran Mohamed Salah, Roberto Firmino og Sadio Mané. Men sikke en spiller at kunne skifte ind. 

Ryan Fraser vurderes at koste omtrent 100 millioner kroner.