Video : Tipsbladet
Generelle

Barça i knibe: Avis fremskaffer email-bevis på Griezmann-luskeri

Tvisten mellem Atlético Madrid og Barcelona har nu taget en ny drejning, og der er tale om en problematisk drejning for katalanerne.

Atlético Madrid klagede i sommer til det spanske fodboldforbund over Barcelona, fordi madrilenerne var utilfredse med katalanernes tilgang i Griezmann-transferen.

Franskmanden havde således en frikøbsklausul i Atlético Madrid, der den 1. juli faldt fra halvanden milliard kroner til knap 900 millioner kroner. 

Barcelona offentliggjorde købet af franskmanden kort inde i juli, men i Atlético Madrid har man hele tiden haft en mistanke om, at Barcelona indgik en aftale med Griezmann før den 1. juli.

Og ifølge madrilenerne vil Barcelona i så fald skulle betale yderligere 600 millioner kroner for den franske angriber.

En fin bonus
For et par dage siden blev det reporteret, at en spansk dommer havde beregnet sig frem til, at Barcelona kunne slippe med en bøde på omtrent 2000 kroner, hvilket må siges at være en intetsigende straf.

Nu har sagen dog taget en ny drejning, der muligvis kan få dommeren på andre tanker. Den spanske avis El Mundo har således angiveligt fremskaffet beviser på, at Griezmann allerede underskrev en aftale med Barcelona, mens Atlético Madrid stadig var med i Champions League, tilbage i foråret. 

Avisen påstår at have skaffet sig emails, der viser, at Griezmann og hans kone, far og to agenter tilsammen kunne stikke 104 millioner kroner ned i lommen, som en bonus fra Barcelona.