Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-præsident insisterer: Messi underskriver ny kontrakt

Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, er helt sikker på, at Lionel Messi nok skal underskrive en ny kontrakt.

Den spanske radiostation Cadena SER kastede forleden voldsom usikkerhed over Lionel Messis fremtid i Barcelona, da den rapporterede, at argentineren havde trukket sig fra forhandlinger om en ny kontrakt, og således ønsker at forlade klubben i slutningen af næste sæson. 

Sidenhen har spanske medier meldt, at Messis utilfredshed handler om klubpræsident Josep Maria Bartomeus ledelse af klubben, og at der skal ske forandringer, hvis Barça-legenden skal blive i klubben. 

Men Messi skal nok underskrive en ny kontrakt, slår Bartomeu nu fast. 

- Messi har sagt, at han vil slutte sit arbejds- og fodboldliv i Barça. Jeg kommer ikke til at forklare detaljerne, fordi vi er fokuseret på La Liga, og vi forhandler med mange spillere, siger Bartomeu til Movistar. 

- Men Messi har forklaret til os, at han ønsker at blive her, og så skal vi nyde ham meget længere. 

Barcelona gjorde i går aftes sit for at holde nogenlunde trit med Real Madrid, da slog Villareal med 4-1 på udebane. De har nu fire point op til madrilenerne.