Video : Tipsbladet
Generelle

Barça-profil: Jeg håber, at Real Madrid-stjerne skifter klub denne sommer

Barcelonas Arturo Vidal opfordrer nu sin gode ven James Rodriguez til at forlade Real Madrid, hvor colombianeren er ude i kulden.

Arturo Vidal og James Rodriguez var i en enkelt sæson holdkammerater i Bayern München, og her blev de to sydamerikanere tætte venner. 

Og derfor ærgrer Vidal sig nu over, at colombianeren ikke er inde i varmen i Real Madrid. 

- James og jeg er brødre. Vi indledte et utroligt venskab i München. Vi taler sammen hele tiden. Vi talte sammen, da vi var på ferie. Det er frustrerende, at han har problemer med træneren, lyder det ifølge Marca fra Arturo Vidal.

Bør forlade Real Madrid
Ifølge Arturo Vidal er det på tide, at James Rodriguez forlader Real Madrid.

- Jeg håber, at han tager den bedste beslutning, så han kan begynde at spille igen. Jeg tror, at folk, der går op i fodbold, ønsker at se kvalitetsspillere. Og sådan en er James. Han er nødt til at vokse og få afklaret sin fremtid, så han igen kan nyde at spille fodbold. 

James Rodriguez har i denne sæson blot spillet 419 minutter i La Liga. Colombianeren blev udeladt af truppen i sæsonens fem sidste La Liga-kampe, efter at han havde bedt Zinedine Zidane om ikke at udtage ham, hvis franskmanden ikke havde til hensigt at give ham spilletid.