Video : Tipsbladet
Generelle

Barça raser over stjerne: Udeblev fra vigtig undersøgelse

Ousmane Dembele har bragt sig i unåde blandt holdkammerater og trænerstab, efter at franskmanden endnu engang valgte at udeblive fra en vigtig undersøgelse.

Barcelona brugte for to år siden 932 millioner kroner på at hente Ousmane Dembele, men den unge franskmand har endnu ikke slået helt igennem i det katalanske, hvor han udover skadesproblemer har haft svært ved at optræde disciplineret.

Franskmanden har gentagne gange mødt op for sent til træning, og måtte tilbage i december undskylde overfor holdkammeraterne.

Nu er den dog gal igen.

En upopulær herre
Ifølge den spanske avis Marca har Dembele således vakt vrede i Barcelona ledelse efter sin ageren henover weekenden.

Dembele sluttede fredagens opgør mod Athletic Bilbao med smerter i sit ene ben, og franskmanden blev efterfølgende bedt om at møde ind til en vigtig undersøgelse søndag, så omfanget af skaden kunne fastslås.

Lægestaben og trænerstaben kom dog til at vente forgæves, for Dembele mødte aldrig op. 

Franskmanden var således upopulær, da han mandag endelig mødte ind. Her kunne det konstateres, at Dembele har pådraget sig en skade, der vil holde ham ude i fem uger. 

Ifølge avisen er Dembele blevet en upopulær skikkelse i Barcelona-truppen, hvor holdkammeraterne er skuffede over franskmandens attitude, idet det ikke virker til, at han har forstået de tidligere advarsler.