Video : Tipsbladet
Generelle

Barcelona-legende: Juventus er ikke den største klub i Italien

Ifølge Samuel Eto'o er det ikke Juventus, men derimod Inter, der er den største klub i Italien.

Juventus har vundet Serie A i de seneste ni sæsoner, men ifølge Samuel Eto'o er Torino-klubben ikke den største klub i Italien. 

Eto'o spillede et par sæsoner i Anzhi Makhachkala, og den camerounske stjerne har derfor ladet sig interviewe af det russiske medie Sport24. Her blev den tidligere Barcelona- og Chelsea-stjerne spurgt, hvad der er 'så specielt' ved José Mourinho.

Intervieweren ville også høre, hvordan 'et middelmådigt' hold som Inter lykkedes med at vinde Champions League under Mourinho i 2010. Samuel Eto'o var en del af det Inter-hold, der gik hele vejen under portugiseren.

- Mourinho er en meget speciel træner. Der findes ikke længere trænere som ham. Det er derfor, at han kaldes The Special One. Det er meget fortjent. I øvrigt har Inter aldrig været et middelmådigt hold! Det er den største klub i Italien. Det er ikke så overraskende, at Mourinho vandt Champions League med det hold, lød svaret fra Eto'o.

Går ikke op i Braithwaites trøjenummer 
I interviewet blev Samuel Eto'o samtidig spurgt, om ikke det er 'underligt', at Martin Braithwaite nu har trøje nummer 9 i Barcelona. Eto'o spillede selv med nummer 9, da han var i Barcelona. 

- Jeg følger ikke med i, hvem der har hvilket nummer. Personligt bad jeg aldrig om at få det nummer. I Barcelona havde jeg det nummer, som det var skæbnen, at jeg skulle have.