Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern-stjerne tæt på exit: Det kan ikke fortsætte sådan her

Philippe Coutinho har presset Thomas Müller ud på bænken i Bayern München, og klublegenden slår nu fast, at situationen er uholdbar.

Thomas Müller har mistet sin startplads til Philippe Coutinho, der har gjort det godt i Bayern München efter ankomsten fra Barcelona.

Müller har startet på bænken i de seneste fem kampe, hvilket har skabt spekulationer om, at klublegenden overvejer et klubskifte til januar.

Og i et interview med Kicker bekræfter tyskeren nu, at han kan være på vej. Müller var således ganske klar i spyttet, da han blev spurgt, om han var tilfreds med at sidde på bænken i fem kampe i træk.

- Absolut ikke. Jeg er lige blevet 30, jeg føler mig helt fit og sulten efter succes. Både på klubbens vegne og rent personligt. Jeg er helt overbevist om, at jeg kan hjælpe holdet med mine evner. 

- En træner skal foretage svære beslutninger før hver kamp. Men der har været en trend i de seneste fem kampe, der ikke gør mig glad. Hvis trænerteamet også i fremtiden ser mig som en udskifter, så er jeg nødt til at tænke over min situation. For det er jeg for ambitiøs til. 

Vil ikke spekulere
Klubber som Liverpool, Arsenal og Inter har været nævnt som muligheder, men Thomas Müller ønsker ikke at deltage i spekulationerne.

- Medierne har bragt mange spekulationer i de seneste dage. Det ønsker jeg ikke at deltage i. Nu handler det for mig om at fokusere på fodbold, så jeg kan få succes i Bayern i de kommende uger. Hvad angår kampen om pladserne, så har jeg ikke tænkt mig at give op. Jeg vil fortsætte med at give alt til træning og i kampe. Jeg kan ikke sige mere end det.