Video : Tipsbladet
Generelle

Casemiro om Neymar: Ubestridt den bedste brasilianske spiller

Brasilien er i Copa America-finalen i fraværet af Neymar, men stjernen ville altid pynte på holdet, mener Casemiro.

Søndag tørner Brasilien og Peru sammen i årets Copa America-finale, hvor de gulblusede værter er klare favoritter. Man har ikke umiddelbart kunnet mærke fraværet af Neymar, men Casemiro mener alligevel, at han er landets klart bedste spiller.

- Neymars kvalitet gør, at man må sige, at han ubestridt er den bedste brasilianske spiller, siger Real Madrid-spilleren Casemiro på pressekonferencen forud for kampen.

Samtidig skal der ikke herske nogen tvivl om, at det brasilianske landshold selv uden Neymar indeholder mange andre fremragende spillere, men alt i alt ville holdet være endnu bedre stillet, hvis PSG-stjernen var med.

- Hvis Neymar var her, ville det være bedre for os, og det ville hjælpe os yderligere, men det er han ikke, og vi må overvinde hans fravær. Vi har skabt en identitet, men hvis han var her, ville det være meget bedre, fortsætter Real Madrid-spilleren.

Brasilien slog i semfinalen Lionel Messi og Argentina med 2-0, mens finalemodstanderne fra Peru bankede de forsvarende mestre fra Chile med hele 3-0.

Der er kampstart søndag aften klokken 22:00.