Video : Tipsbladet
Generelle

City-stjerne raser: Er blevet frarøvet prestigefyldt rekord

Manchester City-profilen Kevin De Bruyne mener, at han er blevet snydt for rekorden for flests assists i løbet af en enkelt Premier League-sæson.

Kevin De Bruyne nåede i denne sæson op på 20 assists, og dermed formåede belgieren lige akkurat ikke at slå Thierry Henrys rekord fra 2002/03-sæsonen. 

Manchester City-profilen må i stedet nøjes med at skulle dele rekorden med Arsenal-legenden.

Irriteret over fratagede assists
Efter søndagens 5-0-sejr over Norwich, hvor Kevin De Bruyne leverede to mål og en assist, langede belgieren dog ud efter Premier League. Ifølge Manchester City-profilen har arrangørerne frataget ham to assists i 3-0-sejren over Arsenal i december, som han ikke er blevet registreret for.

- Jeg har lavet yderligere to. I (Premier League, red.) har frataget mig to assists. Den rekord har jeg slået. I mine øjne havde jeg allerede taget den, lød det ifølge Daily Star fra Kevin De Bruyne. 

- Det er fedt at have rekorden, og at have den med Thierry. Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg er afhængig af mine holdkammerater, hvad assists angår. Jeg kan skabe chancerne, men hvis de ikke udnytter dem, så tæller det ikke noget. 

- Min rolle er at skabe så mange chancer, som jeg kan, og at hjælpe holdet med at komme til chancer foran målet. Derefter kan jeg kun håbe på, at de udnytter chancerne. Det gør de ofte, så det er jeg meget taknemmelig for. 

Det virkede tydeligt, at Kevin De Bruyne var opsat på at snuppe rekorden i søndagens opgør. Belgieren kreerede således hele 10 chancer mod Norwich, hvilket er det højeste antal skabt af en enkelt spiller i løbet af en kamp i denne Premier League-sæson.

Du kan se højdepunkterne fra december-opgøret mellem Arsenal og Manchester City her.