Video : Tipsbladet
Generelle

- De er forpligtede til at bruge Eriksen, når de har brugt 320 millioner

Inter har brugt rigtig mange penge på Christian Eriksen, og derfor er Milano-klubben pisket til at finde en måde at inkludere danskeren i planerne. Sådan lyder det fra journalisten Mario Sconcerti.

Christian Eriksen forventes at starte inde på den defensive midtbane, når Coppa Italia-opgøret mellem Fiorentina og Inter sparkes i gang om halvanden times tid. 

Og det er relativt overraskende. For det første hører det således til de absolutte sjældenheder, at den 28-årige dansker starter inde for Milano-klubben. Og for det andet fordi Antonio Conte for blot få måneder siden slog fast, at Eriksen ikke kan bruges på den defensive midtbane. 

Har brugt 320 millioner på Eriksen
Ifølge den italienske journalist Mario Sconcerti er det åbenlyst, at man i Inter nu har indset, at tiden er kommet til at få det maksimale ud af det spillermateriale, man råder over. 

- Der er helt sikkert en plan. Man har ikke været i stand til at komme af med ham på en tilfredsstillende måde. Hvis man medregner agentens kommission, så betalte man 36 millioner euro (268 millioner kroner, red.) for at hente ham, plus hans løn på syv millioner euro (52 millioner kroner, red.). Selvfølgelig er de forpligtede til at forsøge at få ham tilbage ind på holdet, og få brugt ham på den bedste og mest brugbare måde for holdet, lyder det ifølge TMW Radio fra Sconcerti. 

- Er det så en operation, der kan komme til at fungere? I mine øjne kan det kun blive bedre, for han har ikke den samme rolle som Brozovic. Hvis vi taler om en spiller, der på kontrolleret vis skal spille bolden horisontalt rundt foran modstanderens bagkæde, så vil han være i stand til det. For det kan enhver spiller, der har kvalitet. Men hvis vi taler om, at Eriksen skal organisere og styre kampen, så tror jeg, at det bliver svært for en offensiv midtbanespiller som ham at leve op til den rolle. 

- Det er svært at udvikle specifikke kvaliteter på to eller tre kampe. Det kan ske, men det virker i højere grad til at være et forsøg på at smide ham tilbage i centrum af et projekt, der aldrig er kommet i gang.

Kampen mellem Fiorentina og Inter sparkes i gang klokken 15.00. De to hold kæmper om en plads i kvartfinalen i Coppa Italia.