Video : Tipsbladet
Generelle

Eriksen har forstået én vigtig ting: - God boldføling er ikke nok

Cristian Eriksen roses nu for at have formået at kombinere sine naturlige kvaliteter med de krav, som Antonio Conte har fremsat overfor den danske landsholdsprofil.

Der er få spillere i verden, der kan aflevere og afslutte som Christian Eriksen.

Til gengæld har den 29-årige dansker ikke været kendt for sin aggressivitet, tacklinger og defensive kvaliteter. Og det har været en af årsagerne til, at Eriksen har siddet meget på bænken i sit første år i Inter. 

Eriksen har forstået én vigtig ting
Heldigvis har både Inter og Christian Eriksen formået at udvikle sig i den seneste tid, hvor den tidligere Tottenham-stjerne pludselig har vundet Antonio Contes tillid. Sådan lyder det fra den italienske avis La Gazzetta dello Sport, der peger på, at Contes mandskab ser imponerende ud.

- Kliniske med Lukaku og Lautaro oppe foran, den bedste duo i ligaen, solide på midtbanen og kompakte i defensiven. Inter er nu meget tæt på at være det hold, som Antonio Conte ønskede at skabe. Det tog noget tid at se det, men projektet ser ud til at være faldet på plads nu, takket være trænerens utrættelige arbejde, lyder det således fra La Gazzetta dello Sport.

- Conte er kendt for at være en vanskelig og krævende karakter, en 'pain in the ass'. Og det kommer nogle gange til at overstråle hans store kvaliteter som træner. Han forventer af sine spillere, at de indretter sig efter holdets behov. Men han forstår også at arbejde med og forbedre de spillere, han har i truppen. Selv dem, der passede mindst til hans stil. 

- Inters stil er nu langt mere offensiv end i begyndelsen af sæsonen. Ikke kun på grund af antallet af mål, men også på grund af kvaliteten af de syv spillere, der udgør midtbanen og angrebet: To offensive fløje (Hakimi og Perisic), en offensiv midtbanespiller (Barella), to solide spilfordelere (Brozovic og Eriksen) og to angribere, der passer godt sammen (Lukaku og Lautaro). 

- Conte skal især have ros for at have udviklet Barella og Lautaro, og for at have forbedret Hakimi rent defensivt. Og for at have ført Lukaku til karrierens højeste niveau. Men hans største bedrift er, at han har hevet to spillere, der så ud til at være ude af holdet - Perisic og Eriksen - tilbage ind i varmen. Det viser, at han ikke har fordomme. Samtidig har han vraget en personlig favorit, Arturo Vidal. Kroaten (Perisic, red.) spiller nu, som Eto'o gjorde under Mourinho. Og danskeren har forstået, at han er nødt til at kombinere god boldføling med intensitet og selvopofring. 

Eriksen har gjort Inter mindre forudsigelige
Også Tuttosport har bemærket, at Christian Eriksen har ændret sin stil.

- Eriksen har spillet som mezzala med sine kvaliteter, samtidig med, at han har opfyldt Contes krav. Det har øget Inters kvalitet, idet det har betydet en lidt anderledes og mere uforudsigelig spillestil, uden at man har opgivet intenst pres og en dynamisk stil. 

Antonio Conte roste da også for nyligt Christian Eriksen for at have arbejdet på sin fysik i træningscentret.