Video : Tipsbladet
Generelle

Fortravlet morgen: Zidane påkørte bil på vej til træning

Real Madrid-boss Zinedine Zidane havde travlt med at komme til træning, da franskmanden endte med at brage ind i en anden bilist.

Det er en god historie at kunne fortælle sine kollegaer, at man er blevet påkørt af selveste Zinedine Zidane.

Derfor var Ignacio Fernandez, som driver en mindre møbelbutik, da heller ikke sur, da Real Madrid-træneren kørte op i ham bagfra i en rundkørsel. Fernandez var i stedet opsat på at få taget et selfie med legenden, så hans kollegaer ville tro ham, når han fortalte historien.

- Jeg genkendte ham i det øjeblik, jeg så ham, og jeg sagde: 'Jeg ville have foretrukket at møde dig under andre omstændigheder, men det her er heller ikke værst.' Jeg spurgte ham, om vi kunne tage et selfie, for ellers ville folk ikke tro mig, når jeg sagde, at jeg blev påkørt af Zidane. Og han var flink og sagde ja. Han tog sin hat af, og vi tog billedet, lød det ifølge Marca fra Fernandez.

Havde travlt
Butiksejeren havde forståelse for, at Zidane ikke var videre interesseret i et længere ophold på vejen, af frygt for at fotografer og medier skulle dukke op. Ignacio Fernandez accepterede således, at de to parter kunne udveksle forsikringsoplysninger på et senere tidspunkt. Fernandez blev således ringet op af en af Zidanes assistenter senere på dagen.

- Assistenten sagde, at han var meget taknemmelig, fordi Zidane var på vej til træning og havde travlt. Så han var taknemmelig for, at jeg ikke begyndte at bede om autografer, trøjer eller billetter.