Video : Tipsbladet
Generelle

Frustreret efter tidlig udskiftning: Ronaldo forlod stadion før slutfløjt

Cristiano Ronaldo blev udskiftet efter 55 minutter af hjemmekampen mod AC Milan, og portugiseren valgte efterfølgende at forlade stadion, før kampen var slut.

Cristiano Ronaldo er ikke en spiller, der bliver skiftet ud særligt ofte. Portugiseren er Juventus' helt store stjerne, og spiller i udgangspunktet altid samtlige 90 minutter i Torino-klubbens kampe.

I onsdags blev Ronaldo udskiftet for første gang i sæsonen, i slutminutterne af Champions League-opgøret mod Lokomotiv Moskva. Portugiseren virkede bitter over udskiftningen, men cheftræner Maurizio Sarri forklarede, at stjernen døjer med en mindre knæskade.

Så ikke kampen til ende
I søndagens 1-0-sejr over AC Milan blev Ronaldo så udskiftet igen, denne gang allerede efter 55 minutter, hvilket må siges at være yderst usædvanligt for portugiseren. Ronaldo virkede da igen også irriteret i forbindelse med udskiftningen. Stjernen kom med et par bemærkninger til Sarri på vej ud af banen, inden han valgte at gå direkte ned i spillertunnellen, i stedet for at sætte sig på udskiftningsbænken. 

Og ifølge Sky Sport Italia havde Cristiano Ronaldo ikke engang overskud til at blive på stadion og se kampen blive spillet til ende. Det forlyder således, at portugiseren forlod Allianz Stadium tre minutter før slutfløjtet. Juventus fastholdt førstepladsen med en 1-0-sejr, på et mål af Paulo Dybala i det 77. minut.

Var nødt til at udskifte Romaldo
Maurizio Sarri slog efterfølgende fast, at der igen var tale om skadesproblemer.

- Vi er nødt til at takke Ronaldo, fordi han ofrede sig for overhovedet at kunne spille her til aften, selvom det var svært for ham. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at kunne spille. Men jeg kunne se, at han ikke havde det godt, og jeg tænkte, at det var bedst at tage ham ud, lyder det ifølge Sky Sport Italia fra Sarri.