Video : Tipsbladet
Generelle

Fyret efter tvivlsom joke: Kræver 10 bananer for at stoppe Lukaku

Den italienske ekspertkommentator Luciano Passirani er kommet i modvind for sin bemærkning om, at den eneste måde at stoppe Romelu Lukaku er ved at kaste bananer efter belgieren.

Racisme har været et tilbagevendende problem i italiensk fodbold i mange år, og i weekenden blev Serie A igen ramt af en uheldig episode.

Ekspertkommentatoren Luciano Passirani er således blevet fyret, efter at han på tv-kanalen TeleLombardia kom med en noget særpræget analyse af Inter-stjernen Romelu Lukaku.

- Man kan ikke sammenligne Lukaku med én eneste anden spiller i den italienske liga. Hverken Milan, Roma eller Lazio har sådan en spiller. Han er en af de stærkeste angribere. Han er mindst dobbelt så stærk som Atalantas Zapata. Den slags spillere har altid lidt ekstra. Det er spillere, som scorer mange mål, men som også trækker hele holdet op. For hvis man går ind i en direkte duel mod Lukaku, så dør man. Man ryger i græsset. Den eneste måde, man kan stoppe ham, er ved at kaste ti bananer efter ham, lød det således fra Passirani.

Færdig som kommentator
Den analyse faldt dog ikke i god jord, og chefen for tv-kanalen har undskyldt for udtalelsen. Tv-kanalen har desuden slået fast, at Passirani er færdig med at være ekspertkommentator hos dem. Passirani hævdede efterfølgende, at der var tale om en vittighed, men det hjalp ham dog ikke. 

Episoden kommer i kølvandet på en anden uheldig episode i Cagliaris opgør mod Inter, hvor Lukaku blev udsat for abelyde.