Video : Tipsbladet
Generelle

Griezmann efter brændt straffespark: Min hustrus skyld

Antoine Griezmann brændte et straffespark i lørdagens landskamp mod Albanien, og Barcelona-stjernen har nu valgt at gøre lidt grin med episoden ved at give sin hustru skylden for afbrænderen.

Frankrig bankede lørdag Albanien med 4-1 i en EM-kvalifikationskamp, men Antoine Griezmann måtte gå fra banen uden at blive noteret for en scoring.

Barcelona-stjernen fik ellers tildelt en oplagt mulighed efter 37 minutter, da han fik til opgave at eksekvere et straffespark.

Griezmann hamrede dog bolden på overliggeren.

Hustruens skyld
Efter slutfløjtet kom angriberen med en noget overraskende forklaring på, hvorfor han ikke kunne omsætte den store chance til mål.

- Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg ved det ikke. Som jeg sagde tidligere, så hænger det måske sammen med, at min kone ikke så kampen. Jeg var inde i en god periode, men man kan ikke score hver gang. Det er en skam. Jeg er nødt til at arbejde på det, lyder det ifølge Goal fra Griezmann.

Det må formodes, at det var med et glimt i øjet, at Griezmann valgte at give sin hustru skylden for det brændte straffespark. 

En pinlig affære
Griezmann erkender, at de franske spillere var pinligt berørte over den tvivlsomme behandling af de albanske spillere. 

Kampen blev således indledt med den forkerte nationalhymne, da det af uransagelige årsager var Andorras nationalhymne, der blev afspillet på stadion. Efter et møde med dommeren og et par UEFA-medarbejdere blev den korrekte nationalhymne dog afspillet.

Tingene blev dog kun endnu værre, da stadionspeakeren af uforklarlige årsager valgte at give en undskyldning til Armenien.

- Vi var meget overraskede. Vi var faktisk lidt chokerede. Det er en stor fejl, som ikke må blive gentaget. Vi ventede, og de fik afspillet deres rigtige nationalhymne. Det ville også have gjort ondt, hvis det var sket for os, lyder det fra Griezmann.

Frankrig møder på tirsdag Andorra på Stade de France. Efter fem runder deler franskmændene førstepladsen i gruppe H med Tyrkiet og Island. Alle tre lande har således 12 point.