Guardiola om potentielt misset mesterskab: Vi vil ikke fortryde noget
Foto: Getty Images
Generelle

Guardiola om potentielt misset mesterskab: Vi vil ikke fortryde noget

Manchester City-træneren slår fast, at holdet ikke vil fortryde noget, så længe spillet og mentaliteten er, som den er nu.

Mesterskabskampen i Premier League er i denne sæson ekstraordinært tæt, og efter weekendens runde er det Manchester City, der nu indtager førstepladsen, ét point foran Liverpool.

Pep Guardiolas tropper hentede lørdag en 1-0-sejr over Bournemouth, mens Liverpool måtte nøjes med 0-0 mod Everton.

- Hvad angår måden vi spiller på, så er det meget bedre end i sidste sæson. Alle ved præcis hvad de skal gøre, og alle hjælper hinanden. Og når det er sådan, så kan vi muligvis tabe, men så taber vi uden fortrydelser. Jeg ved, at i vores samfund er der kun kredit til nummer ét, mens nummer to er en komplet taber. Men det er umuligt for mig at tænke sådan om mine spillere. Det er umuligt. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg kan ikke sige, at de ikke er kompetetive og at de ikke er gode atleter, siger Guardiola ifølge Sky Sports.

Har spillet flere kampe end Liverpool
Manchester City sprængte i sidste sæson en række rekorder - blandt andet hentede holdet 100 point og scorede 106 mål i ligaen. I denne sæson kan holdet ikke leve op til disse tal, men City har dog formået at overhale Liverpool i titelræset, efter at have været syv point bagud.

- Selvfølgelig vil vi gerne vinde Premier League. Spillerne viser mig hver eneste dag, at de ønsker at vinde ligaen. Men vi har spillet ni eller ti kampe mere end Liverpool (cup-kampe, red.), og det er mange minutter i benene i alle turneringerne. På trods af det er vi stadig med, og det er derfor, at jeg er glad. Jeg ville foretrække, at det var ligesom i sidste sæson, hvor vi var tolv point foran. Men det var en exceptioel situation. Vi kunne have været ti point bagud, da Liverpool besøgte Etihad (i januar, red.), og vi kunne have været syv point efter, da vi tabte til Newcastle. Det eneste, vi kan gøre, er at være med. At lade dem mærke, at vi er der.

Der er ni runder tilbage af Premier League-sæsonen. Manchester City møder på lørdag Watford hjemme, mens Liverpool tager imod Burnley. Guardiolas tropper mangler stadig at møde Tottenham (hjemme) og Manchester United (ude), mens Liverpool har svære kampe mod Tottenham (hjemme) og Chelsea (hjemme).