Video : Tipsbladet
Generelle

Hålands far spottet på United-træningsanlæg

Flere medier kan rapportere, at Hålands senior er blevet set på besøg hos Manchester United.

Erling Håland har i denne sæson braget sig ind i bevidstheden på alle fodboldinteresserede personer. Den unge nordmand har i indeværende sæson scoret utrolige 15 mål i 14 kampe i den østrigske liga, samt 7 mål i 4 Champions League-kampe. 

Det har selvfølgelig tiltrukket interesse fra adskillige topklubber, herunder Bayern München, Red Bull Leipzig, Napoli og ikke mindst United, der i særlig grad kædes sammen med supertalentet. 

Nu har rygterne herom så fået et kæmpe rygstød, idet The Athletic kan berette, at Erling Hålands far - den tidligere Leeds-spiler, Alf-Inge Håland - er blevet spottet på Uniteds træningsanlæg, Carrington. 

Den særdeles pålidelige engelske journalist, David Ornstein, udtalte således også, at:

- Jeg er blevet fortalt af én kilde, at hans far har besøgt, og er blevet set, på Uniteds træningsanlæg - men jeg kan ikke vide det med sikkerhed. 

The Athletic skrev ligeledes i sidste uge, at Solskjær havde sendt sin 'personlige scout', Simon Wells, til Østrig for at se Håland, som han tidligere trænede i Molde.