Video : Tipsbladet
Generelle

Har fyret Messis bror: Barça-guldfugl ansætter Ronaldos agent i stedet

Ansu Fati har afskediget Rodrigo Messi som sin agent, og den 17-årige angriber har i stedet valgt Cristiano Ronaldos agent.

Ansu Fati er det store fremtidshåb i Barcelona, hvor den 17-årige angriber indtil nu har haft Lionel Messis bror, Rodrigo Messi, som sin agent. 

Men ifølge den spanske avis Mundo Deportivo har Ansu Fati nu valgt at give Messis bror en fyreseddel. Stortalentet har i stedet ansat Cristiano Ronaldos agent, Jorge Mendes, som sin nye agent. 

Voldsom frikøbsklausul
Ansu Fati har en frikøbsklausul på 1,26 milliarder kroner, og angriberens kontrakt med Barcelona løber indtil 2022. Angriberen får dog snart forbedret sine lønvilkår, og i den forbindelse vil frikøbsklausulen blive sat op til 2,98 milliarder kroner. 

Ansu Fati bliver den anden Barcelona-spiller, der er repræsenteret af Jorge Mendes. Den portugisiske agent har også landsmanden Nelson Semedo i stalden. Udover Cristiano Ronaldo er Jorge Mendes også agent for spillere som Bernardo Silva, Angel Di Maria, Ederson, Fabinho, Diego Costa og Joao Cancelo. 

Flere klubber, herunder Manchester United, har vist interesse for Ansu Fati, men Barcelona har meldt ud, at stortalentet ikke er til salg.