Video : Tipsbladet
Generelle

Icardi hånet: Han er en respektløs spiller - passer perfekt til PSG

Efter udlejningen fra Inter til Paris Saint-Germain må Mauro Icardi nu finde sig i at blive sat på plads af Paolo Di Canio.

Mauro Icardi har i årenes løb banket mere end 100 Serie A-mål ind for Inter, men denne sommer blev argentineren udlejet til Paris Saint-Germain.

Forud for udlejningen var der gået et halvt år fyldt med kontroverser og dårlig stemning mellem Icardi og Inter. Fjendskabet blev indledt, da Icardis agent og hustru begyndte at tale negativt om Inter i medierne. Icardi mistede efterfølgende både anførerbånd og trøjenummer, og var til sidst ikke engang på bænken længere.

Og efter Inter-exittet må Icardi nu også finde sig i en sviner fra den tidligere Lazio- og West Ham-profil Paolo Di Canio.

Dårlig attitude
Ifølge italieneren passer Icardi, med sin tvivlsomme attitude, perfekt til PSG.

- Hvorfor i alverden ønskede Ancelotti en spiller som Icardi i Napoli? En spiller, der er ude af stand til at sige undskyld til sine holdkammerater for sin hustrus udtalelser. Derudover kan Icardi kun score på indlæg, hvor han bare skal nøjes med at prikke bolden ind. Hvad alt andet angår, er han ude af stand til at levere alle de ting, som en moderne angriber skal kunne levere, lyder det ifølge Il Mattino fra Paolo Di Canio.

- Jeg er slet ikke overrasket over, at han valgte at tage til PSG. Det er det naturlige hjem for enhver udisciplineret spiller.