Video : Tipsbladet
Generelle

Kan blive slæbt i retten: Real-stjerne får afvist appel i afpresningssag

Mandag var dommens dag for Real Madrid-stjernen Karim Benzema, og rettens kendelse faldt ikke ud til franskmandens fordel.

Den franske højesteret har mandag afvist en appel fra Real Madrid-stjernen Karim Benzema i en sag om afpresning.

Sådan lyder det nu fra den franske avis Le Parisien. Retten vurderede, at politiet ikke bar sig forkert ad i arbejdet med at fremskaffe beviser.

Den vurdering gik altså imod Karim Benzemas opfattelse af politiets ageren. Angriberen klagede over, at en politimand var gået undercover i undersøgelsen. Retten var enig i den udlægning, men fandt ikke politimandens ageren for kritisabel.

En besynderlig sag
Der er tale om en højst besynderlig sag, hvor Benzema på bizar vis fik involveret sig selv i et forsøg på at afpresse landsholdskammeraten Mathieu Valbuena.

Nogle af Real Madrid-stjernens barndomsvenner var angiveligt kommet i besiddelse af en sexvideo med Valbuena, og prøvede derfor at afpresse midtbanespilleren, der i dag optræder for Olympiakos.

Afvisningen af Benzemas appel betyder, at Real Madrid-stjernen i sidste ende kan ende med at skulle møde op til en retssag.