Video : Tipsbladet
Generelle

Koeman raser over PSG-stjerne: - Det er respektløst

Ronald Koeman er bestemt ikke glad for Angel Di Marias forsøg på at lokke Lionel Messi til Paris Saint-Germain.

Barcelona hentede onsdag en dramatisk 5-3-sejr over Granada i Copa del Rey, men på pressemødet efter kampen kom Ronald Koeman alligevel op i det røde felt. 

Barcelona-cheftræneren holdt således ikke igen, da han blev spurgt til Angel Di Marias udtalelse for et par dage siden, hvor PSG-profilen udtrykte håb om at se Lionel Messi rykke til Paris til sommer. 

- Det er respektløst, i mine øjne. Det kan være forkert, når nogen siger sådan noget. Det er ikke fair. Jeg synes ikke, at det viser respekt overfor Barça at tale sådan om en af vores spillere. Der er så mange fra PSG, der taler meget om Leo (Messi, red.), som spiller for Barça. I øvrigt skal vi også snart spille mod dem, lød det ifølge Goal fra Koeman. 

Barcelona tager imod Paris Saint-Germain i Champions League om 12 dage, tirsdag den 16. februar.

Gav aldrig op
Barcelona var bagud med 2-0 indtil få minutter før slutfløjtet i opgøret mod Granada, men på mål af Antoine Griezmann og Jordi Alba fik catalanerne altså kampen ud i forlænget spilletid, hvor man endte med at vinde 5-3. 

- Det var utroligt. Utrolig fodbold. Jeg synes, at vi gjorde det godt. Vi havde chancerne til at vinde kampen tidligere. Det var en stor præstation af holdet. Vi scorede to mål i de sidste fem minutter af anden halvleg. Og den forlængede spilletid var utrolig. Det første, der falder i øjnene, er holdets mentalitet. Vi gav aldrig op, lød det fra en glad Koeman.

Med sejren over Granada er Barcelona nu klar til semifinalen i Copa del Rey.