Video : Tipsbladet
Generelle

Kongemål: 17-årigt Real Madrid-emne blev Frankrigs yngste målscorer i 106 år

Eduardo Camavinga imponerede stort, da teenageren onsdag fik sin første kamp fra start for Frankrig.

Han er blot 17 år, men allerede for et års tid siden blev han rygtet til Real Madrid og andre storklubber. 

Onsdag startede Eduardo Camavinga så for første gang inde for Frankrigs landshold, da Didier Deschamps tropper mødte Ukraine i Paris. 

Og allerede efter ni minutter kom Rennes-stortalentet så på tavlen, da han, med ryggen til målet, sparkede bolden henover hovedet på sig selv og op i krogen. 

Kan blive fast starter
Trods sin unge alder har Eduardo Camavinga allerede spillet 49 kampe for Rennes, der i denne sæson deltager i Champions League. Og efter Frankrigs 7-1-sejr over Ukraine var Didier Deschamps fuld af lovord. 

- Det var godt klaret af ham. Han er en ung spiller, som har mange kvaliteter og mange strenge at spille på, lød det ifølge RMC fra Deschamps. 

Deschamps kan ikke se, hvorfor Camavinga ikke kan blive fast starter på Frankrigs landshold allerede nu.

- Jeg udtog ham i sidste måned (hvor Camavinga fik debut mod Kroatien, red.), og jeg udtog ham igen denne gang. Hvis jeg giver ham spilletid, så er det fordi jeg mener, at han er i stand til at levere. Det er op til ham at bevise det på banen. Vi må ikke kræve for meget. Men han har niveauet.

Casemiros arvtager
Med scoringen mod Ukraine blev Camavinga den yngste målscorer for Frankrigs landshold siden 1914, ifølge RMC.

Ifølge spansk presse er Zinedine Zidanes plan at hente både Camavinga og Kylian Mbappé til Real Madrid i 2021. Real Madrid-bossen ser således Camavinga som Casemiros arvtager