Video : Tipsbladet
Generelle

Liverpool-kaptajn om Manés raserianfald mod Salah: Forstod det ikke helt

Liverpool-stjernen Sadio Mané kom lørdag helt op i det røde felt, da angrebskollegaen Mohamed Salah valgte at drible selv i en situation, hvor han kunne have spillet Mané helt fri til scoring.

Liverpool har en af verdens bedste fronttrioer i Sadio Mané, Roberto Firmino og Mohamed Salah.

Merseyside-frontkæden har hidtil været kendt for at være relativt uselviske foran mål - men noget tyder på, at Mohamed Salah på det seneste har valgt at gå i en ny retning.

Kom op i det røde felt
Jürgen Klopps tropper bankede således Burnley med 3-0 i lørdags, men Sadio Mané sluttede alligevel opgøret med at blive udskiftet i et raserianfald. 

Med fem minutter tilbage valgte Salah således at forsøge at drible selv i en situation, hvor det virkede væsentligt mere oplagt at spille Sadio Mané helt fri til scoring.

Klopp udskiftede Mané efter denne situation, og i forbindelse med udskiftningen var senegaleseren tydeligvis helt oppe i det røde felt. Selv efter at have taget plads på bænken var Mané tydeligt frustreret - indtil Roberto Firmino havde held med at få angrebskollegaen til at falde lidt til ro.

Vigtigt at presse hinanden
Efterfølgende havde Liverpool-kaptajnen Jordan Henderson lidt svært ved at forstå, hvorfor det var nødvendigt at blive uvenner i en situation, hvor man førte med 3-0 med få minutter igen.

- Man ser nogle gange den slags ting. Sadio har det fint. Han er en fremragende fyr. Det er bare et udtryk for, at vi hele tiden presser hinanden fremad. Det er vigtigt, synes jeg. Vi ønsker alle at blive bedre. Men vi er meget tætte, så jeg tror sagtens vi kan håndtere disse slags ting, lyder det ifølge Teamtalk fra Henderson.

- Jeg er ikke helt sikker på, hvad der udløste det, for at være helt ærlig. Jeg forstod det ikke helt, i første omgang. Men så kom han (Mané, red.) ind i omklædningsrummet, mens han smilede og lavede jokes. Det vigtigste var, at vi hentede et godt resultat. Og det ved Sadio også godt. 

- Han gjorde det virkeligt godt igen. Ham og Bobby (Firmino, red.) var stærke på andenboldene. Han spillede en fantastisk kamp. Som jeg sagde, så ønsker vi at presse hinanden. Det kan jeg godt lide at se. Jeg mener, at vi har brug for det. 

Liverpool bragte sig foran på et Burnley-selvmål, inden Sadio Mané og Roberto Firmino med en scoring hver især cementerede sejren.