Video : Tipsbladet
Generelle

Liverpool-legende: Vil hellere miste Salah end Mané

Jamie Carragher mener, at senegaleseren er Liverpools bedste kantspiller i 30 år.

Mohamed Salah blev topscorer i Premier League i sidste sæson, men ifølge Liverpool-legenden Jamie Carragher vil det være værre for Liverpool at miste Sadio Mané, end det vil være at miste egypteren.

Da Carragher i tv-programmet Monday Night Football blev stillet det hypotetiske spørgsmål om hvem han ville foretrække at miste, var den tidligere forsvarsspiller hurtig til at pege på Salah.

- Jeg er en kæmpe fan af Mané. Folk taler om Jürgen Klopp og omtaler indkøbene af Salah og van Dijk som utrolige. Men det er Mané, der har fået Liverpool tilbage. Hvis man tænker tilbage, så var han Klopps første indkøb, og de betalte 260 millioner kroner for ham. Han var indkøbet, der fik Liverpool tilbage i top fire. Sæsonen efter var de i Champions League-finalen, og i denne sæson kæmper de om titlen, siger Carragher. 

Liverpools bedste kantspiller i 30 år
Carragher peger på, at Mané i denne sæson har scoret i vigtige sejre over Crystal Palace, Chelsea, Fulham og Burnley.

- Det handler ikke kun om mål, om at føre statistikkerne og score et par mål, når det allerede står 4-0. Det er vigtigheden af Manés mål, der tæller. Hvis man tænker over det, så mener jeg nogle gange, at han går under radaren. Man har Salah, van Dijk og målmanden. Liverpool kæmper om den første titel i næsten 30 år. Han er den bedste kantspiller, som Liverpool har haft i 30 år. Man er nødt til at gå tilbage til John Barnes, for at finde den seneste gang, Liverpool havde sådan en kantspiller.