Video : Tipsbladet
Generelle

Lukaku raser over stjernetræner: Jeg tilgiver ham aldrig

Inter-stjernen Romelu Lukaku slår nu fast, at han aldrig kommer til at tilgive den tidligere Chelsea-cheftræner André Villas-Boas, som ikke gav belgieren en chance.

Romelu Lukaku var Chelsea-spiller, da London-klubben i 2012 vandt Champions League, men belgieren rørte aldrig trofæet med de store ører.

Årsagen var, at Lukaku ikke var indregistreret i Chelseas Champions League-trup, og derfor ikke havde spillet ét minut i turneringen.

Rørte ikke trofæet
Den dengang 19-årige angriber var blevet udeladt af den daværende Chelsea-cheftræner André Villas-Boas. Portugiseren blev dog fyret i marts, og erstattet af Roberto Di Matteo.

- Di Matteo fortalte mig, at jeg ville forblive i truppen indtil efter finalen, lyder det ifølge Het Laatste Niewus fra Lukaku.

Chelsea endte med at slå Bayern München i Champions League-finalen, men Lukaku var ikke i jubelhumør.

- Jeg rørte ikke trofæet med en finger. For jeg var ikke med til at vinde det. Sådan har jeg haft det, siden jeg var 11 år. Hvis jeg ikke har bidraget, så er det ikke mit trofæ. Man kan kun løfte et trofæ, hvis man har bidraget.

Bitter over Villas-Boas
Lukaku var ikke den store fan af André Villas-Boas, der ellers havde ført FC Porto til triumf i Europa League i den forudgående sæson.

- Under en indbyrdes træningskamp gav han mig nogle gange en vest, hvilket betød, at jeg spillede for begge hold. På et tidspunkt skulle jeg spille venstrekant. En anden gang skulle jeg spille angriber. Man kan ikke udvikle sig på den måde.

- Jeg sagde til klubben, hvad jeg tænkte om det. Jeg er klar over, at Villas-Boas også var under pres. Men derfor behøvede han ikke at behandle mig sådan. Di Matteo behandlede mig helt anderledes. Han involverede mig med det samme i alt. Det burde være sket langt tid før. Jeg vil aldrig tidligere den tidligere trænere (Villas-Boas, red.).