Video : Tipsbladet
Generelle

Målmand raser over Ajax-keeper efter 13-0-nedsabling

Delano van Crooij indkasserede 13 mål, da VVV-Venlo i weekenden tog imod Ajax, og efter det voldsomme nederlag har målmanden sendt en stikpille til Ajax-keeperen André Onana.

VVV-Venlo løb lørdag ind i et bittert nederlag på 13-0 i hjemmekampen mod Ajax, og efter slutfløjtet gav Ajax-målmanden André Onana en krammer til hjemmeholdets hårdt prøvede keeper, Delano van Crooij. 

På tv-billederne så det også ud til, at Onana gav sin målmandskollega et par opløftende ord med på vejen. 

Oprigtigt eller ej?
I et interview med det hollandske medie NOS har Delano van Crooij dog nu valgt at lange ud efter Onana. 

- Når du hører, at han rent faktisk ønskede at tage et straffespark mod mig, så tænker man: 'Var hans gestus oprigtig?' Man tager ikke et straffespark mod en anden målmand, hvis man har respekt for ham. Det ville have været ydmygende, lyder det således fra Delano van Crooij.

I sidste ende tog André Onana ikke straffesparket for Ajax i kampen, hvor gæsterne var foran med 4-0 ved pausen. 

Ubeskriveligt træls oplevelse
Fra det 54. til det 65. minut gik Ajax dog fra 4-0 til 9-0, og så var kampen ligesom lukket og slukket. Delano van Crooij blev rost for overhovedet at stille op til interview efter det brutale nederlag.

- Jeg siger ikke, at jeg har den store lyst til det (at give interview, red.), men hvis man er professionel fodboldspiller, så er det bare en del af det, en gang imellem. 

13-0-nederlaget glemmer Delano van Crooij dog næppe lige foreløbigt. 

- Det kan ikke beskrives. Man føler intet, og det er det værste af det hele. Du er psykisk ødelagt, og du ønsker bare at komme væk. Alle ønsker det bedste for dig, men det er ikke fedt at være en, som folk har ondt af.