Video : Tipsbladet
Generelle

Materazzi tiggede Mourinho i 20 dage: Du kan ikke efterlade os med Benitez

Den tidligere Inter-profil Marco Materazzi erkender, at han var desperat efter at få José Mourinho til at blive i Milano-klubben efter Champions League-triumfen i 2010.

José Mourinho førte i 2010 Inter til triumf i både Champions League, Serie A og Coppa Italia, men portugiseren forlod kort efter Milano-klubben til fordel for Real Madrid.

Inter-profilen Marco Materazzi havde dog igennem længere tid forsøgt at overtale Mourinho til at blive i Inter. Ikke mindst fordi, at der allerede på det tidspunkt var snak om, at Rafa Benitez kunne blive Mourinhos afløser.

- I 20 dage tiggede jeg ham om ikke at forlade os. Jeg hviskede til ham: 'Er du klar over, hvem du efterlader os med?' Der var allerede snak om Benitez. Men jeg ville have sagt det, uanset hvem der havde været tale om, lyder det ifølge La Gazzetta dello Sport fra Materazzi.

Rafa Benitez endte med at afløse Mourinho i Inter, men spanieren blev fyret igen allerede i december 2010.

Satte Zlatan på plads
Marco Materazzi har aldrig været perlevenner med Zlatan Ibrahimovic, og forsvarsspilleren fortæller nu en anekdote fra Inters møde med Barcelona i Champions League-gruppespillet i efteråret 2009, få måneder efter svenskerens skifte fra Inter til Barcelona. 

- I gruppekampen i november sad Ibra skadet på bænken. Han fik øjenkontakt med Vieira, og lavede et ansigtsudtryk, der sagde: 'Mamma mia, hvor spiller vi forrygende.' Fem måneder senere kiggede vi bare på ham, uden at sige noget. Det var den værste lussing, vi kunne give ham. Vores ansigtsudtryk var nok. 

Inter slog, som bekendt, Barcelona ud i Champions League-semifinalen i 2009/10-sæsonen.