Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Eftertragtet stjerne afviser kontrakttilbud fra Bayern

Bayern München vil gerne forlænge med David Alaba, men østrigeren har afvist et kontraktudspil fra de tyske giganter.

I de seneste uger har Bayern Münchens østrigske stjerne David Alaba været rygtet væk fra klubben, og især Spanien har været udset som en mulig destination, da både FC Barcelona og Real Madrid har vist interesse.

Og rygterne om et skifte væk fra den tyske storklub for Alaba bliver der nu pustet yderligere til.

Ifølge det tyske medie Sport1 har David Alaba nemlig afvist et tilbud fra Bayern München om at forlænge kontrakten, der aktuelt står til at udløbe i sommeren 2021. Den østrigske back vurderede, at tilbuddet var uacceptabelt.

David Alaba og Bayern München sætter sig dog tilbage ved forhandlingsbordet i løbet af de kommende uger.

Hvis parterne ikke kan blive enige om en kontraktforlængelse, vil Bayern München efter alt at dømme sælge David Alaba denne sommer, skriver mediet.

Den 27-årige back, der også kan gøre sig i midterforsvaret og på midtbanen, har spillet i Bayern München siden 2008 og står noteret for 372 kampe for klubben.