Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Griezmann-køb betyder Barca-farvel til Coutinho

Et potentielt indkøb af Antoine Griezmann vil med al sandsynlighed betyde, at Philippe Coutinho er fortid i Barcelona til sommer. Til gengæld ser det ud til, at Luis Suárez bliver på Camp Nou i én sæson mere.

Antoine Griezmann meldte tirsdag ud, at han forlader Atlético Madrid til sommer, og alt peger på, at franskmanden har kurs mod Camp Nou.

Og ifølge BBC-journalisten David Ornstein vil købet af Griezmann med al sandsynlighed betyde, at Barcelona endegyldigt opgiver Philippe Coutinho.

Også spekulationer om Suárez
Katalanerne betalte sidste år 1,2 milliarder kroner for brasilianeren, der har været en udskældt herre i denne sæson, hvor han ofte har varmet bænken.

- De kilder, jeg har talt med, fortæller, at Griezmanns ankomst sandsynligvis betyder en afsked med brasilianeren. Det er uundgåeligt, at der også vil være spekulation om Luis Suárez, men han har bidraget med mere end Coutinho, og det ser ud til at uruguyaneren bliver i næste sæson, før han sandsynligvis smutter til næste sommer, lyder det fra Ornstein.

- Hvis Coutinho bliver afskibet, så hører jeg, at Chelsea er en potentiel ny arbejdsgiver. Den 26-årige vil være blandt kandidaterne til at erstatte Eden Hazard, såfremt belgieren ryger til Real Madrid. Chelseas forhåbninger om at foretage nogen som helst indkøb afhænger af udfaldet af deres appel af den tildelte transferkarantæne, som de har sendt til den internationale sportsdomstol CAS.