Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Kønssygdom koster Barça-stjerne et par ugers pause

Der er mange forskellige årsager til, at fodboldspillere må sidde på sidelinien et par uger. Kønssygdomme hører dog ikke til de mest typiske. Nu forlyder det dog, at Barcelonas Arthur missede weekendens opgør mod Mallorca på grund af gonoré.

Barcelona måtte i weekenden undvære den brasilianske midtbanespiller Arthur, da man hjemme på Camp Nou bankede Mallorca med hele 5-2.

Den officielle forklaring fra Barcelona var, at Arthur døjer med lyskeproblemer.

Misser måske flere uger
Nu er det dog kommet frem, at der muligvis ikke er tale om en helt klassisk lyskenskade. Ifølge journalisten Zach Lowy fra mediet Breaking the Lines var årsagen til Arthurs fravær således, at brasilianeren er blevet smittet med kønssygdommen gonoré. Ifølge Lowy er det radiojournalisten Andreu Ginola, der er kommet i besiddelse af denne information.

Der meldes ikke noget om, hvordan Ginola er kommet i besiddelse af denne viden om Arthurs helbredssituation.

Det forlyder, at kønssygdommen vil koste midtbanespilleren yderligere et par ugers pause, idet medicinen mod gonoré vil udgøre et problem, hvis Arthur skal igennem en dopingtest.