Video : Tipsbladet
Generelle

Mere drama? Pochettino forsvarer Messi-udskiftning

Paris Saint-Germain-træneren forklarer sit valg om at udskifte den argentinske superstjerne i søndagens opgør mod Lyon.

Det vakte opsigt, da Mauricio Pochettino søndag valgte at udskifte Lionel Messi i Ligue 1-opgøret mod Lyon. 

Med 15 minutter tilbage af kampen og en uafgjort stilling virkede det som et kontroversielt valg, og da Messi samtidig så uforstående og rasende ud, og efterfølgende nægtede at give cheftræneren hånden, var der for alvor dømt drama. 

Det endte dog godt for Pochettino og PSG, som trak sig sejrrigt ud af kampen, efter Mauro Icardi scorede til 2-1 dybt inde i overtiden. 

Selve sejren var dog ikke det eneste, der fyldte efter kampen. Her ville medierne nemlig vide, hvad der lå til grund for udskiftningen af Messi samt Pochettinos holdning til, at den tidligere Barca-spiller nægtede at give ham hånden ved udskiftningen. 

Her svarede den argentinske træner følgende.

- Alle ved, at vi har gode spillere på holdet. Vi har en meget stærk trup på 35 spillere, og det betyder, at vi skal tage nogle beslutninger. Om hvem der starter inde, og så skal vi tage valg i løbet af kampen, siger han ifølge det engelske medie Goal og fortsætter.

- Nogle gange giver beslutningerne afkast, og andre gange gør de ikke. Men det er derfor, at jeg og min stab står foran bænken og tænker over, hvad vi skal gøre, siger han. 

- Man er nødt til at træffe beslutningerne, om tingene så går godt eller skidt og om man vil det eller ej, siger han.

Paris Saint-Germain topper Ligue 1 med 18 point efter seks kampe.