Video : Tipsbladet
Generelle

Milan-spiller i store problemer: Svinede Gattuso til på det groveste

Tiemoue Bakayoko var for lang tid om at gøre sig klar til sin indskiftning, og det førte til en ophedet diskussion med Gennaro Gattuso.

Tiemoue Bakayoko har med stor sandsynlighed spillet sin sidste kamp for AC Milan. 

Franskmanden er i hvert fald næppe populær hos cheftræner Gennaro Gattuso efter mandagens 2-1-sejr over Bologna. 

Var for langsom
25 minutter inde i opgøret pådrog Lucas Biglia sig en skade, og Gattuso satte straks Bakayoko igang med at varme op.

Gattuso var dog utilfreds med, at Bakayoko var for lang tid om at gøre sig klar, og derfor valgte italieneren istedet at sende Jose Mauri på banen.

Har måske spillet sin sidste kamp for Milan
På tv-billederne fremgår det, at Gattuso og Bakayoko ikke var perlevenner efter situationen.

Således ser det ud til, at Bakayoko råber 'fuck off' til sin cheftræner, hvilket må siges at være et tvivlsomt træk på langt de fleste arbejdspladser.

Bakayoko er i denne sæson udlejet fra Chelsea til Milan, hvor han har spillet 39 kampe. Som sagt er det tvivlsomt, om det bliver til flere. Bakayoko var i forvejen upopulær, efter at han for nylig kom en time for sent til træning, fordi hans bil var løbet tør for benzin.

AC Milan kæmper stadig for at nå den vigtige fjerdeplads, der giver kvalifikation til Champions League. Milano-klubben ligger med tre runder igen på femtepladsen, med tre point op til Atalanta.

Se situationen med Bakayoko og Gattuso - og læg mærke til Patrick Cutrones chokerede ansigtsudtryk: