Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho: Denne Arsenal-spiller vil passe perfekt til Liverpool

José Mourinho påpeger, at Roberto Firmino har en kvalitet, som Alexandre Lacazette ikke har. Ifølge portugiseren vil Pierre-Emerick Aubameyang passe perfekt til Liverpools spillestil.

Ifølge den tidligere Manchester United-boss José Mourinho er der én særlig spiller på Arsenals hold, som ville stråle i Liverpool.

- Jeg vil sige, at Arsenals fronttrio er virkeligt, virkeligt gode spillere. Normalt burde de alle tre være på banen samtidig. Jeg tror, at Aubameyang formentligt foretrækker at spille centralt, fordi han mener, at han kan score flere mål dér. Men måske kan han score lige så mange mål ude på venstrekanten, lyder det ifølge Sky Sports fra Mourinho. 

Hylder Firmino
Aubameyang stod for det udlignende mål, da Arsenal i weekenden hentede 2-2 i Nordlondon-derbyet mod Tottenham, efter at have været nede med 2-0.

Mourinho sammenlignede efter dette opgør Arsenals fronttrio med Liverpools fronttrio. 

- Det, der sker i Liverpool, er at Firmino trækker tilbage mellem linjerne. På den måde skaber han mere plads for Salah og Mané til at angribe diagonalt. 

- Jeg kunne sagtens se Aubameyang spille venstrekant for Liverpool og score mange mål. I Arsenal har Lacazette ikke den kvalitet.