Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho om svag Eriksen: Jeg er ikke idiot

José Mourinho forstår udmærket, hvorfor Tottenham-fansene buhede af Christian Eriksen under lørdagens nederlag til Liverpool.

Christian Eriksen viste sig ikke fra sin bedste side, da Tottenham lørdag tabte hjemme til Liverpool, og danskeren blev undervejs buhet ud af Tottenham-tilhængerne. 

Og Tottenham-cheftræner José Mourinho forstår godt, at fansene ikke var glade for Eriksen.

- Én ting er, at man ikke leverer den bedste indsats. Sådan går det for Christian Eriksen og mange andre spillere i verden. Af forskellige årsager er man bedre i nogle sæsoner, end man er i andre. Ligesom, at man er bedre i nogle kampe end andre. Hvis du spørger mig, om jeg synes, at vi ser den bedste version af Christian Eriksen, så må jeg sige nej, lyder det ifølge Sky Sports fra Mourinho.

Enig med fansene
Danskeren har længe været rygtet væk, og forhandler ifølge flere italienske medier med Inter. Og Mourinho er godt klar over, at det er årsagen til danskerens formkrise i denne sæson.

- Hvis du spørger mig, om jeg kender årsagerne... jeg er ikke idiot. Jeg har været i fodbold i mange år. Jeg ved udmærket godt, at en spiller, som er i denne situation, typisk ikke spiller op til sit bedste. Og det er ikke nødvendigvis fordi, at han ikke vil. Jeg kritiserer ham ikke, lyder det fra Mourinho, der slår fast, at Eriksen har gjort det godt i flere kampe.

Mourinho er dog enig med fansene i, at Eriksen var skuffende mod Liverpool.

- Vores fans mente ikke, at han leverede en stærk præstation mod Liverpool. Og det er jeg nødt til at erklære mig enig i.

Mourinho slår dog fast, at han vil fortsætte med at bruge danskeren, da der er brug for ham.