Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho stikker til Tottenham-spiller: Han er for ærlig - jeg havde løjet

Ifølge José Mourinho burde Harry Winks have sagt, at hans langskudsmål mod Ludogorets var helt bevidst.

Harry Winks scorede torsdag et yderst opsigtsvækkende mål, da Tottenham bankede bulgarske Ludogorets med 4-0 i Europa League. 

Midtbanespilleren sendte således bolden i netmaskerne fra 45 meters afstand. Efterfølgende erkendte Winks dog, at han faktisk havde forsøgt at lægge en aflevering til Gareth Bale. Og det var en udtalelse, der irriterede Winks' chef, José Mourinho. 

Ville aflevere til Bale
Carlos Vinicius scorede hjemmeholdets to første mål, inden Harry Winks og Lucas Moura lukkede kampen i anden halvleg. Men Winks kunne altså ikke få sig selv til at sige, at hans utrolige mål var intentionelt. 

- Jeg ville elske at sidde her og sige, at det var intentionelt. Men jeg er nødt til at være ærlig og sige nej. Jeg så Gaz (Gareth Bale, red.) i løb. I sidste ende er jeg selvfølgelig glad. Det er lang tid siden, jeg scorede sidst. Men jeg er glad for holdets præstation, lød det ifølge BT Sport fra Winks. 

Alt for ærlig
Og efterfølgende græmmede José Mourinho sig altså over, at Winks ikke bare kunne sige, at langskudsmålet var fuldstændigt bevidst. 

- Han er for ærlig! Jeg er ikke tilfreds med ham! Med sådan et mål er du nødt til at sige, at du mente det. Men han er en god knægt. Han er ærlig, lød det ifølge BT Sport fra Mourinho.

Overfor Football London tilføjede Tottenham-bossen, at han helt sikkert selv havde løjet. 

- Winks var ærlig. Han sagde i et interview, at han ønskede at lægge en tværgående aflevering til Bale. Hvis det var mig, så havde jeg sagt, at det var meningen, og så havde jeg vundet Puskas-prisen, lød udmeldingen fra Mourinho. 

Tottenhams næste kamp er på søndag ude mod Chelsea. Mourinhos tropper indtager aktuelt førstepladsen i Premier League, mens Frank Lampards mandskab ligger nummer tre.