Video : Tipsbladet
Generelle

Neuer afviser Barcelona-stjerne: Ingen tvivl om, at jeg er bedst

Manuel Neuer forstår ikke dem, der mener, at Marc-André ter Stegen bør være førstevalg på det tyske landshold.

I Tyskland har i der igennem længere tid været stor debat om, hvem der bør være førstemålmand på landsholdet.

Barcelona-keeperen Marc-André ter Stegen har tidligere slået fast, at han 'er ved at blive vanvittig' over at være andetvalg, hvilket fik Manuel Neuer til at antyde, at rivalen var en tvivlsom kollega. Marc-André ter Stegen satte dog ikke pris på Neuers kommentar. Ifølge Barcelona-målmanden var der ikke behov for, at Neuer kommenterede på hans 'personlige følelser'.

Efterfølgende blandede den daværende Bayern München-boss Uli Hoeness sig i debatten. Hoeness bad således Marc-André ter Stegen om at klappe i og acceptere sin bænkplads. Hoeness truede efterfølgende med at sabotere det tyske landshold, hvis Manuel Neuer mistede sin rolle som førstemålmand.

Tror stadig på egne evner
Der er således tale om en ophedet debat, og i et interview med 11Freunde har Manuel Neuer nu igen afvist, at Marc-André ter Stegen er bedre end ham.

- Hvilken træner vil undlade at benytte de bedste spillere, han har til rådighed? Jeg har ingen tvivl om, at jeg er den bedste, selvom jeg ikke er 17 år længere, lyder det fra Manuel Neuer.

- Uanset om jeg var førstevalg for Bayern München og landsholdet, så konkurrerer jeg altid. Situationen har ikke ændret sig. 

Den 34-årige målmand har ingen planer om at stoppe lige foreløbig.

- Hvis fodbold begynder at føles som en pligt, så gør jeg det samme som Lahm. Men i øjeblikket nyder jeg stadig at spille.