Video : Tipsbladet
Generelle

Overraskede skolebørn: Dansk EM-helt mødte uanmeldt op til strandkamp

Joakim Mæhle viste sig under EM 2021 som af slutrundens store profiler, og torsdag aften viste Atalanta-spilleren så igen klassen, da han dukkede uanmeldt op til en strandkamp på Bratten Strand i Nordjylland.

Niveauet blev pludseligt hævet markant, da en flok børn torsdag aften spillede en fodboldkamp på legepladsen på Bratten Strand, som ligger et par kilometer nord for Frederikshavn. 

Således dukkede den danske EM-helt Joakim Mæhle pludseligt op, sammen med flere af sine gamle kammerater fra Østervrå IF. Det skriver Kanal Frederikshavn.

Atalanta-spilleren opholder sig således i disse dage i et sommerhus i Bratten sammen med sine venner, og torsdag aften fik Mæhle og vennerne altså lyst til at spille lidt fodbold.

Viste klassen et par gange
Ifølge Kanal Frederikshavn blev der herefter lavet to hold: De voksne mod børnene. Umiddelbart ikke de mest jævnbyrdige hold, men som man kan se i en optagelse af kampen på Kanal Frederikshavns hjemmeside, så spillede Joakim Mæhle sig selvsagt ikke helt ud, selvom landsholdsspilleren dog leverede en række fine detaljer. 

Kanal Frederikshavn skriver således, at Joakim Mæhle 'brugte flest kræfter i det defensive arbejde', men at Serie A-spilleren 'viste klassen et par gange' i strandkampen på Bratten Stadion. 

Ifølge Kanal Frederikshavn sætter Joakim Mæhle sig søndag ind i sin Volvo og tager turen til Bergamo i Italien, idet træningen i Atalanta indledes på onsdag i næste uge. 

Læs også: Mæhle kørte i bil i 17 timer: Efterladt med uretfærdig følelse efter EM