Video : Tipsbladet
Generelle

Pirlo åbner for ændring efter ny defensiv brøler fra Ronaldo

Andrea Pirlo har efter onsdagens 3-1-sejr over Parma erkendt, at han måske er færdig med at bruge Cristiano Ronaldo i muren, når modstanderne får frispark i nærheden af Juventus-feltet.

Cristiano Ronaldo kom ikke på tavlen i Juventus' 3-1-sejr over Parma, men portugiseren hjalp til gengæld gæsternes Gaston Brugman med at ramme netmaskerne i onsdagens opgør, hvor Andreas Cornelius blev indskiftet efter en times spil.

Ronaldo dukkede sig således i muren, hvilket gjorde det muligt for Brugman at sende et frispark ind bag Gianluigi Buffon efter 25 minutter. Og efter slutfløjtet erkendte Juventus-cheftræner Andrea Pirlo, at tiden måske er kommet til, at Cristiano Ronaldo ikke længere skal stå i muren, når modstanderne får frispark i nærheden af Juventus-feltet.

- Den slags sker desværre. Vi vil evaluere, hvad vi kommer til at gøre i de kommende kampe, samt om vi kommer til at placere ham i muren eller ej, lød det således, ifølge Sky Sport Italia, fra Andrea Pirlo. 

Begik samme fejl mod Porto
Ronaldos mur-brøler mod Parma er således ikke et enkeltstående tilfælde. Den 36-årige portugiser vendte således ryggen til og hoppede i forbindelse med et Porto-frispark, da Juventus blev sendt ud af Champions League i 1/8-finalen i begyndelsen af marts. Sergio Oliveiras frispark sejlede således ind i netmaskerne, og trænerlegenden Fabio Capello omtalte efterfølgende Cristiano Ronaldos fejl som 'utilgivelig'

- I min tid valgte man spillere til at stå i muren, som ikke var bange for bolden, lød det således fra Capello dengang. 

Med sejren over Parma kravler Juventus op på tredjepladsen i Serie A. Andrea Pirlos tropper kan dog ryge ned på fjerdepladsen igen i aften, hvis Atalanta henter minimum ét point i udekampen mod Roma.