Video : Tipsbladet
Generelle

Prøver igen: Barcelona vil leje giftig mexicaner

Barcelona har længe ledt med lys og lygte efter offensive forstærkninger, og nu forlyder det, at katalanerne overvejer en midlertidig løsning i resten af sæsonen.

Barcelona har kontaktet Los Angeles FC-angriberen Carlos Vela med et henblik på at leje angriberen i foråret.

Sådan lyder det nu fra Velas landsmand Jonathan Dos Santos, der til dagligt spiller for rivalerne Los Angeles Galaxy. 

- Det er sandt, at han har fået et tilbud, og jeg ved helt ærligt ikke, hvad han beslutter sig for. Han er rigtig glad i Los Angeles på det hold, han spiller for. Men det er også en unik mulighed, når Barcelona vil have ham. Det er det bedste hold i verden. Som mexicaner håber jeg for ham, at det kommer til at ske, lyder det ifølge W Radio fra Dos Santos.

Drømmer om at spille med Messi
Ifølge ESPN afviser Barcelona dog, at man har tilbudt Carlos Vela en kontrakt.

Den tidligere Arsenal- og Real Sociedad-målræv afslørede i sommer, at Barcelona rent faktisk havde kontaktet hans agent med et tilbud, og at skifte dengang var 'meget tæt på.'

Tilbage i oktober bekræftede Vela overfor New York Times, at tanken om et Barcelona-skifte frister ham.

- Hvem ville kunne sige nej til at spille sammen med Messi i fire måneder, for derefter at vende tilbage til Los Angeles?