Video : Tipsbladet
Generelle

Real-kaptajn om hånet Bale: Alle har ret til at spille golf

Ifølge Real Madrid-anfører Sergio Ramos er det for dårligt, at Gareth Bales forkærlighed for golf får så meget omtale i medierne.

Gareth Bale var i sommer meget tæt på at forlade Real Madrid, men waliseren endte med at blive

Og Bale har efterfølgende imponeret i sæsonstarten - senest med to scoringer i udekampen mod Villareal.

Bale, der ofte omtales som 'golfspilleren' i Madrid, kom i modvind, da han meldte sig syg til en træningskamp mod Tottenham, for derefter at tage ud for at spille golf. Waliseren kritiseres ligeledes jævnligt for at tale dårligt spansk.

Golf-hobby får for meget omtale
Nu kommer Real Madrid-kaptajn Sergio Ramos dog holdkammeraten til undsætning. Ifølge Ramos er Bale således i sin gode ret til at spille så meget golf, som han har lyst til, i sin fritid.

- Jeg synes, at Bale er en stor spiller, og han har været virkelig vigtig for klubben i de år, han har været her. Man kan læse meget i medierne. Noget er sandt, andet er ikke. Det er den verden, vi lever i, og vi må prøve at løfte os over det, lyder det ifølge Daily Mail fra Ramos.

- Hvad angår de ting, der har været sagt om Gareth, så jeg vil sige, at tiden vil vise sandheden. Uanset hvad enhver spiller foretager sig i sin fritid, så mener jeg, at det bør blive respekteret. Det bør slet ikke blive omtalt. Vi er frie til at gøre hvad vi har lyst til, i vores fritid. 

- Rent professionelt skal vi selvfølgelig dedikere os selv til holdet og til klubben, og vi skal være så ærlige som muligt. Derefter er det op til hver enkelt spiller, om han vil tage hjem med en ren samvittighed eller ej. 

Hylder Zidane
Ramos hylder i samme ombæring cheftræner Zinedine Zidane.

- Han er stadig den samme person. Han har bevaret sin essens som træner. Han har mere rutine. Jeg vil opsummere det sådan, at hans essens er den samme, men at han nu er bedre, fordi han har mere rutine.