Video : Tipsbladet
Generelle

Ronaldo og Eriksen skal duellere uden tilskuere: Billetterne refunderes ikke

Juventus og Inter mødes på søndag i et topbrag, men kampen skal med al sandsynlighed spilles for lukkede døre, af frygt for spredning af coronavirussen. Torino-klubben har på kontroversiel vis besluttet, at tilhængerne ikke kan få pengene tilbage.

229 personer er, ifølge BBC, blevet smittet med den frygtede coronavirus i Italien, og flere Serie A-kampe er allerede blevet aflyst. 

Alt tyder på, at der i den kommende tid vil blive spillet en del kampe uden tilskuere. Mandag meldte en minister i den italienske regering ud, at søndagens topbrag mellem Juventus og Inter skal spilles for lukkede døre, hvilket selvsagt har skabt kontroverser.

For tilhængernes vedkommende er det især spørgsmålet om refundering af billetten, der har skabt bitterhed.

Et stort beløb
Således skriver den italienske avis Gazzetta dello Sport, at Juventus, ligesom 10 andre Serie A-klubber, har en politik om, at man ikke refunderer billetter, hvis en kamp skal spilles for lukkede døre. 

Juventus tjente i sidste sæson over 22 millioner kroner på billetindtægter i forbindelse med hjemmekampen mod Inter. Og på den baggrund kan man selvsagt godt forstå, at Torino-klubben ikke vil refundere billetterne.

Omvendt må det siges at være tvivlsomt, om klubbens fans er tilfredse med den kontroversielle beslutning om at beholde pengene, selvom fansene altså ikke får lov til at se kampen alligevel.