Video : Tipsbladet
Generelle

Sådan vandt Eriksen Contes hjerte

Der er tvivl om, hvorvidt Christian Eriksen formår at fastholde sin startplads, når Inter i aften møder Atalanta. Danskerens løbevillighed har dog angiveligt imponeret Antonio Conte.

Inter har vundet seks ligakampe i træk, og Antonio Conte har derfor ingen planer om at ændre på startopstillingen.

Sådan lyder det fra det italienske medie Tuttosport inden mandagens opgør mellem Inter og Atalanta på San Siro. Og det er en god nyhed for Christian Eriksen, der efter et hæsligt efterår har startet inde i Inters fem seneste kampe. Ifølge Tuttosport er det særligt Eriksens løbevillighed, der har fået Conte overbevist.

- Man ændrer ikke på et hold, der vinder og overbeviser. Conte kommer til at stille med sit stærkeste hold mod Atalanta i aften. Der er ikke så mange tvivlspørgsmål, selvom chilenerne Vidal og Sanchez har vist fremgang, og dermed har reduceret afstanden til de elleve startere. Når det så er sagt, så kommer Eriksen og Lautaro Martinez til at starte inde i aften, på grund af deres hjerter og lunger, skriver Tuttosport. 

Eriksen overhalet af Vidal?
Ifølge Corriere dello Sport ryger Christian Eriksen dog tilbage på bænken, efter at den danske landsholdsprofil har startet på banen i Inters fem seneste kampe.

- Vidal ser ud til at overhale Eriksen og indtage pladsen i hjertet af Inters midtbane. Efter at danskeren er startet inde i fire ligakampe i træk bliver der nu lavet om. I angrebet er der dog ingen overraskelser: Lautaro Martinez kommer til at spille, veludhvilet efter at han blev sparet mod Parma, hvor han først kom ind til sidst.

I torsdagens 2-1-sejr over Parma leverede Christian Eriksen en blandet indsats, og den 29-årige dansker blev efter 67 minutter afløst af Arturo Vidal. 

Aftenens opgør sparkes i gang klokken 20.45. Inter kan fastholde et forspring på seks point ned til Milan, hvis Antonio Contes tropper henter en sejr mod Atalanta, der ligger på femtepladsen og kæmper hårdt for en plads i top fire.