Solskjær om Pogba: Han er i en klasse for sig selv
Foto: Getty Images
Generelle

Solskjær om Pogba: Han er i en klasse for sig selv

Paul Pogba er på et andet niveau end andre spillere af hans type, lyder det fra nordmanden.

Paul Pogba har været i flyvende form, siden Ole Gunnar Solskjær i december afløste José Mourinho som Manchester United-træner.

Ni mål og seks assists har franskmanden således leveret i tolv kampe, og Pogba får forud for søndagens opgør mod Liverpool ros af Solskjær.

- Han er en topspiller, som jeg altid har syntes godt om, siden jeg så ham spille som ung knægt. Han er verdensmester, og han er en leder i omklædningsrummet og på banen. Han vil hele tiden have bolden. Min idé var, at få det bedste ud af ham på banen. Jeg tænkte: 'Han er en offensiv midtbanespiller.' I så, hvordan PSG mandsopdækkede ham. Andre hold vil formentlig forsøge at gøre det samme. Jeg ved ikke, om Liverpool vil gøre det. Hvis de gør det, kan det efterlade plads til andre. Det er vi nødt til at være klar på at udnytte, siger Solskjær ifølge Sky Sports. 

Den bedste på sin position
Adspurgt til Pogbas niveau i forhold til andre spillere på hans position, er Solskjær ikke i tvivl.

- Der findes forskellige slags midtbanespillere. Men af spillere, der er den samme type som ham, så mener jeg ikke, at der er nogen, der er bare tæt på hans niveau. Han har en fysisk tilstedeværelse, han kan score mål, han er teknisk god.