Video : Tipsbladet
Generelle

Stor bøde til Dortmund-profil efter vild udtalelse

Det har nu kostet Jude Bellingham en klækkelig bøde, at den 18-årige englænder efter lørdagens nederlag til Bayern München indikerede, at kampens dommer ikke havde rent mel i posen.

Dortmund-stjernen Jude Bellingham kom med en ganske kontroversiel kommentar efter lørdagens 3-2-nederlag til Bayern München, og det har nu kostet englænderen en klækkelig bøde. 

Således skriver Sport Bild nu, at det tyske fodboldforbund har idømt Jude Bellingham en bøde på 40.000 euro, svarende til 297.000 kroner.

- Man giver den vigtigste kamp i Tyskland til en dommer, der har været involveret i matchfixing. Hvad kan man så forvente? lød det således fra Jude Bellingham efter nederlaget.

Og det er altså denne mistænkeliggørelse af kampens dommer, Felix Zwayer, der nu har kostet Bellingham en betragtelig bøde. Den engelske landsholdsspiller slipper dog for karantæne. 

Ifølge Sport Bild var Dortmund særligt rasende over to situationer, hvor de følte sig snydt for straffespark. Bayern München vandt i sidste ende opgøret efter en straffesparksscoring fra Robert Lewandowski.