Video : Tipsbladet
Generelle

Topkarakter til Eriksen, der 'malede en regnbue' - og hug til Zlatan

Der er store roser til Christian Eriksen efter tirsdagens Milano-derby, mens Zlatan Ibrahimovic får hård kritik.

Christian Eriksens ophold i Inter har længe lignet én lang nedtur, men tirsdag endte den danske landsholdsstjerne i syvende himmel, da dan blev matchvinder i Coppa Italia-kvartfinalen mod AC Milan. 

Eriksen blev først skiftet ind i det 88. minut, men langt inde i tillægstiden formåede den tidligere Tottenham-stjerne alligevel at afgøre derbyet, da han sendte et frispark direkte op i krogen. Og efter slutfløjtet valgte det italienske medie Tuttomercatoweb at give Eriksen karakteren 8, hvilket var den højeste karakter blandt alle spillere på banen. 

- Skæbnens ironi. Med kufferten for længst pakket griber han malerpenslen og tegner en regnbue. Måske en regnbue, der signalerer hans afsked, men i hvert fald en, der var så smuk som en drøm, lød Tuttomercatowebs vurdering af Christian Eriksen. 

Zlatan endte som skurk
Simon Kjær fik ingen karakter, da den danske AC Milan-stjerne måtte udgå skadet tidligt i første halvleg. Zlatan Ibrahimovic måtte nøjes med karakteren 5, efter sin udvisning tidligt i anden halvleg.

- Helt og skurk. Han scorede sit 10. mål mod Inter, det ottende i syv kampe for AC Milan. Inden målet var han en konstant pestilens for Inter-forsvaret. Ubegribeligt, at en spiller med hans rutine kan begå et frispark midt på banen på Kolarov, hvilket kostede ham det andet gule kort, lød det fra Tuttomercatoweb.

Zlatan Ibrahimovic fik sit første gule kort i opgøret, da svenskeren endte i et voldsomt sammenstød med Romelu Lukaku. Det kan du læse mere om her.